Webshop: Opgradering til Umbraco 13

Vi har netop gennemført en opgradering af alle webshops fra Umbraco 8 til Umbraco 13. Opgraderingen har været en stor opgave, der har været længe undervejs, men skiftet er forhåbentligt gået nogenlunde ubemærket hen hos både jer og jeres kunder.

Umbraco 8 har efterhånden en del år på bagen, og har de seneste år ikke modtaget nye funktionsopdateringer. Fra februar i år udløb supporten helt, hvilket betød, at der heller ikke længere udgives sikkerhedsopdateringer. Vi har derfor valgt i første omgang at opgradere til Umbraco 13, da denne har support frem til december 2026. Opgraderingen til Umbraco 13 har betydet, at vi også har været nødt til at opgradere alt vores kildekode, da der fra Umbraco 8 til 13 sker et fundamentalt skift i den Microsoft platform systemet afvikles på.

I første omgang vil der umiddelbart ikke være den store forskel at se. Der er endnu ikke så mange nye funktioner, men opgraderingen åbner op for mange nye værktøjer og funktioner på sigt og sikrer derudover at siderne kører med de nyeste sikkerhedsopdateringer. Generelt oplever vi, at siderne kører lidt hurtigere nu, end de gjorde før.

Der har været en enkelt “breaking change” i opgraderingen til Umbraco 13, som I skal være opmærksomme på. Hvis I har sider, hvor navnet indeholder et Å eller Ø, blev disse tidligere lavet om til hhv. “a” og “o” i sidens URL adresse - eksempelvis “Årskort” ville have adressen “domæne.dk/arskort”. Efter opgraderingen bliver Å nu lavet om til “aa” og Ø til “oe”. Det har ingen betydning, når man navigerer rundt internt på selve sitet, men det kan have en betydning for eksterne links - eksempelvis fra Google eller andre sites. Hvis man følger et gammelt link, kan man risikere at ende på “siden blev ikke fundet”.


Hvis I har skjulte undersider til samarbejdspartnere, som kun kan rammes via direkte link, bør I kontrollere at de benyttede links stadig virker. Vi har forsøgt at håndtere viderestilling fra de gamle adresser til de nye, men kan ikke garantere at vi har fået alle sider med. Derfor opfordrer vi til, at I selv tjekker op på at disse stadig virker. Hvis I oplever sider, der ikke virker, må I endelig tage kontakt til jeres konsulent.

Fremtidige muligheder

Som nævnt, åbner opgraderingen op for nye værktøjer og funktioner. Blandt andet betyder det, at ordrebehandlingen snart vil blive optimeret til at starte straks efter betalingen er gennemført. Dermed skulle ventesiden på kvitteringssiden og på modtagelse af mails gerne være minimal - med det forbehold at der er mange ordrer i kø.

En anden kommende feature er en ny måde at indsætte indhold på siderne. Indtil nu har det foregået via Grid Layout, hvor det på sigt kommer til at ske via Block Grid. Block Grid er en mere moderne og fleksibel måde at arbejde med indhold på i Umbraco. Indhold kan indsættes via sammensætninger af indhold af forskellige blokke, som hver især kan have en individuel konfiguration. Derudover vil I kunne få vist en live forhåndsvisning, så I kan se layoutet imens I arbejder. I kommer til at kunne trække og slippe blokke rundt og placere elementer ved siden af hinanden, så det bliver mere visuelt og intuitivt for jer som brugere at strukturere jeres indhold. 

Vi vil løbende holde jer opdatere med alle de øvrige nye features, der vil komme med opgraderingen.

Har I spørgsmål til den nye version af Umbraco er I velkomne til at kontakte os.